Sådan er det gået med vores ti vilde skud hidtil

NBAinfo.dk kiggede i krystalkuglen forud for sæsonen. Vi kan allerede nu sige, at nogle af forudsigelserne går hjem, mens andre bestemt ikke gør det.

Giannis Antetokounmpo har ført Milwaukee Bucks til NBA-toppen i denne sæson,
og dermed ødelagt en af vores forudsigelser.
Foto: Getty Images

Tre uger før sæsonstart sendte vi ti vilde skud af sted imod kurven. Nogle af dem har ramt, andre ikke. Men sådan er det jo, når man fyrer fra hoften.

10. San Antonio kæmper sig til et 3. seed i Vest

San Antonio gør det sådan set fint nok og ligger lunt til en slutspilsplads, men vi må indrømme, at en række hold gør det endnu bedre – og bedre end forventet. Denver Nuggets, Oklahoma City Thunder og Portland Trail Blazers er større positive overraskelser.

Og så har DeMar DeRozan ikke været helt så effektiv i år, som han var i de seneste par sæsoner i Toronto.

Det er ikke for sent for Spurs at få det til at gå i opfyldelse, men det begynder at blive problematisk, og vi må nok erkende, at denne forudsigelse ikke kommer til at holde.

9. Ben Simmons får en dårligere sæson end sidste år

Denne forudsigelse kommer heller ikke til at holde. Men nogle af grundene, som vi angav dengang, holder tilsyneladende stik:

  • Simmons har stadig ikke et pålideligt hopskud, og man skal stikke til ham med en glødende ildrager for at få ham til at skyde et trepoints skud.
  • Det ser ud til, at han – fordi han sad ude hele forrige sæson – faktisk fik det sophomore jump, som man forventer af de fleste NBA spillere, i sidste sæson.

8. Gordon Hayward får flere kampe fra bænken end Jason Taytum

Der gik ikke lang tid af denne sæson, før det blev klart, at Hayward måtte en tur til bænken. Desværre for Boston var det ikke for at styrke bænken, men for at få starterne til at fungere. Under alle omstændigheder er det klart, at Tatum -trods en halvskidt sæsonstart – lige nu er vigtigere for Bostons succes end Hayward er det. Til gengæld ligger der stadig en masse potentiale i Hayward, som stadig er på vej tilbage til tidligere form.

7. Kevin Love bliver hængende i Cleveland og viser at han stadig kan være første-valg på et middelmådigt hold

Der var mange, der havde forudset, at Cleveland kun tegnede kontrakt med Kevin Love for at kunne sælge ham videre. Vores forudsigelse er, at han er bedst egnet som en slags kult-stjerne i Cleveland.

Selv om det muligvis var en skade, der forhindrede salget, tager vi dog det fulde point her. Efter All Star pausen har Kevin Love

6. Der kommer ingen trænerfyringer i løbet af sæsonen

Det var ellers et godt sats, men Tom Thibodeau og Minnesota Timberwolves var ikke et ”match made in heaven” for at sige det mildt. Sammenstødene var jævnlige og hidsige, og det hjalp ikke, at Thibodeau så ud til at have taget parti for Jimmy Butler, da denne var ved at splitte holdet ad, før han blev solgt. Men ellers har det været forholdsvist roligt på trænerfronten i NBA i denne sæson.

5. DeMarcus Cousins når ikke i nærheden af sit gamle selv og bliver en spildt rosterplads

Det sidste må vi æde i os igen, han er bestemt ikke en spildt rosterplads. Cousins er fint producerende, men vi fastholder, at han ikke ligner sit gamle jeg, og heller ikke kommer til det i denne sæson. Mindre kan dog også gøre det for det stjernespækkede mesterhold fra Golden State.

4. Russell Westbrook og Paul George scorer tilsammen 100 points i en kamp

MED 88 points tilsammen i en 2OT kamp imod Utah i slutningen af februar kom OKC-duoen tættere på end nogensinde før. Men Russell Westbrook er i denne sæson ikke er helt den scoringsmaskine, han tidligere har været, og derfor kan det godt være en enlig svale.

Og til vores overraskelse er det en anden ”duo”, nemlig James Harden og Eric Gordon, der topper listen med 90 points tilsammen i en kamp. Ikke for at tage noget fra Eric Gordon, men gåseøjnene her siger, at godt nok scorede han 36 points i den kamp, men det er ikke noget man ser mange gange på en sæson fra hans side.

3. Kawhi Leonard bliver MVP fordi Toronto får bedste record i Øst

Den fejlede vi. Leonard spiller ikke helt på MVP niveau, og Toronto ligner p.t. det næstbedste hold i Øst efter Milwaukee.

2. Nogen slår Kobes 81 points i en kamp

Vi venter stadig, James Harden…

Der har i øvrigt været usædvanligt mange 50+ points kampe af spillere i år.

1. Lakers kommer ikke i slutspillet

Lige nu ser vi vældigt kloge ud, men det er som bekendt en skidt ide at vædde imod LeBron James, så vi tager chancen for at bade i sollyset, mens vi kan.

Der har ikke været nær så store kemiproblemer på holdet som frygtet, men Lakers ligner stadig ikke en lykkelig familie.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *