Derfor skal du se March Madness

I disse dage bliver konferencemesterskaberne i amerikansk college-basketball afgjort. Det er optakten til offentliggørelsen af feltet til “The Big Dance” på søndag, før det i næste uge går løs med March Madness. Og blot 65 kampe senere er det slut.

Det er den tid på året…
Foto: Streeter Lecka | Getty Images

Del 1 af 2

Det er især den første (forlængede) weekend af NCAA turneringen, der har givet navnet til March Madness. I løbet af fire døgn afvikler man to runder eller 48 af de 65 kampe. Det er mere basketball end der er timer til, hvis
man skal set det hele direkte! Hvis man kender en college-basketball entusiast kunne vedkommende lige så godt være på ferie på en øde ø imens.

Weekenden efter følger yderligere to runder, og så slutter festen med Final Four og en finale, der har de dyreste reklameminutter i amerikansk tv efter Superbowl. Og der sælges mange reklamer…

Det er nok gået op for de fleste danske basketball-entusiaster, at college-basketball er stort på en anden måde, end NBA er det. NBA skummer godt nok fløden af college-spillerne og især de allerbedste forsvinder efter et år i college-rækkerne (one and done, som det hedder). Men college-basketball har sin egen mytologi og sine egne helte, og det er helt og aldeles adskilt fra spillernes efterfølgende karriere.

Universiteter er lokale kraftcentre

Det skyldes først og fremmest, at de enkelte universiteter er som en boble, et minisamfund, hvor man har sine traditioner, sine egne nyhedskanaler, osv. Dvs., at der er massiv, omend lokal mediedækning. Og hvis et hold er succesfuldt nok til at komme med i The Big Dance (som den nationale turnering også kaldes), så kan man være stensikker på, at opbakningen også er der.

Men universiteterne er ikke kun en boble, de er også et kraftcenter lokalt, bl.a. som en kæmpe arbejdsplads – ikke mindst hvis man tæller de studerende med. Så lokale medier uden for universitetet vil også dække holdet, og andre end studerende vil bakke op om det.

Og hvis man sammenligner det lokale tilhørsforhold i NCAA med f.eks. NBA skal man tænke på, at professionelle sportshold i USA stort set er et storbyfænomen. Den mindste by, der har et NBA-hold, er Salt Lake City, Utah. Men selv her er der over 1 mio. indbyggere i et sammenhængende bebygget område, og det er den klart største by i delstaten.

Til sammenligning kan vi f.eks. tage USA’s femtestørste universitet, målt på antal studerende, University of Florida, der ligger i Gainesville i North Central Florida. Gainesville står normalt ikke på geografipensum for danskere, men det er områdets største by med sine 132.249 indbyggere i 2017. I Florida er det ikke engang nok til at være i top 15 over de største byer.

Universitetet er områdets suverænt største arbejdsplads og så lidt til. Over 27.000 ansatte direkte tilknyttet universitet og yderligere over 12.000 ansatte i universitetets sundhedsnetværk inkl. et par akademiske hospitaler mv. Selv de studerendes madordning er på top ti over arbejdspladser i byen med sine 1.200 ansatte.

Universitetet har selvfølgelig også sine over 55.000 indskrevne studerende. Der er selvfølgelig afdelinger uden for Gainesville, så de er ikke alle tilknyttet det samme område, men you get the picture…

Den stærke lokale forankring ytrer sig også i rivaliseringer mellem nabouniversiteter. Og det er her, college-basketball særligt kommer til sin ret. Det kan gå vildt for sig, når disse hold mødes:

”The Sunflower Showdown”: Kansas og Kansas State

Disse to naboer har over 110 års rivalisering bag sig, hvilket det arkaiske kælenavn for opgøret peger lidt på (Kansas er The Sunflower State). Det startede tilbage i 1907 og kulminerede nok i 1950erne, da Wilt Chamberlain løftede Kansas University Jayhawks op i nationens elite, hvor også Kansas State Wildcats befandt sig på det tidspunkt. Historisk har Jayhawks teten i denne rivalisering, men det er tæt i disse år.

I denne sæson hører begge hold til i top 20 og deres indbyrdes opgør endte med en sejr til hver. Den første sejr gik til Kansas State og var medvirkende til at de rykkede ind på listen. Spol frem til slutningen for at se tilskuernes reaktion:

”Battle for the Bluegrass”: Kentucky og Louisville

Det er ikke det ældste rivalopgør, men det er et af de mest intense. Placeret i samme stat og med blot lidt over en times kørsel mellem de to universiteter var det hele tiden oplagt, men det var først, da Louisville Cardinals i 1983 vandt ”the Dream Game” i NCAA turneringen imod Kentucky Wildcats, at ilden blev tændt. Hvorfor nævne at de ligger i samme stat? Kentuckys daværende guvernør gjorde det faktisk til en delstatslov, at de to hold derefter skal spille imod hinanden mindst en gang i løbet af hver sæson.

Følelserne mellem de to holds fans blev ikke bedre af, at coach Rick Pitino, som havde en succesfuld karriere hos Kentucky gennem otte år, valgte Louisville da han vendte tilbage til college-basketball efter sit problematiske ophold som GM/coach hos Boston Celtics.

Lige nu slikker Louisville stadig sårene efter den købesex-skandale, der førte til Pitinos fyring sidste år. De er ikke helt oppe på samme niveau, som rivalerne, der er blandt favoritterne til at gå i Final Four. Sådan så det dog ikke ud tidligere på sæsonen, hvor de startede med at blive slagtet af Duke. Men bl.a. en sejr på den særdeles fjendtlige udebane i Louisville lige før nytår markerede, at de var ved at være tilbage.

Indiana og Purdue

Indiana og Purdue er de to største universiteter i delstaten Indiana og med blot 150 km imellem dem er de helt naturlige rivaler. Og så har de spillet basketballkampe imod hinanden siden 1901!

Af en eller anden grund har delstaten Indiana et nærmest hysterisk forhold til basketball (tænk blot på filmen ”Hoosiers”, hvor det ”kun” er delstatsmesterskabet for high school hold, der kæmpes om).

Historisk set er en af hovedpersonerne den karismatiske og til tider probematiske head coach for Indiana gennem 30 sæsoner, Bob Knight, der på sin samvittighed bl.a. har en episode fra en kamp imod Purdue, hvor han smed en stol hen over banen til den ene kurv, hvorved han fik sin anden tekniske fejl og blev smidt ud. Dette førte til stående ovationer fra publikum, mens han forlod banen, og efterfølgende en ond atmosfære, hvor der blev smidt mønter efter Purdues bænk.

I år er der dog ikke meget rivalisering. Indiana er på sin femte head coach siden Bob Knight, og selv om nogle af dem har været succesfulde, så har de haft svært ved at finde kontinuitet. De kommer ikke med i NCAA turneringen, og de tabte klart til Purdue i rivalopgøret. Purdue er derimod et top 20 hold, og burde kunne nå at lave larm i den nationale turnering.

”The Battle of Tobacco Road”/”The Battle of the Blues”: Duke og North Carolina

Rødderne til den nok største rivalisering i amerikansk college-sport ligger helt tilbage i slutningen af 1700-tallet og starten på en vaskeægte Sydstats-familiefejde, der godt nok er mere civiliseret end Hatfields vs McCoys, men dog stadig udkæmpes bl.a. på basketballbanen. Og ja, Duke-familien udgør naturligvis den ene side af fejden, mens den anden side udgøres af Mangum-familien.

Da fejden begyndte havde begge familier været bosat i det område, der i dag udgør Durham County i en generations tid. Mangum var den rigeste af familierne og tilhørte det, der kaldes “Old South aristokratiet”. Men Duke-familien var bestemt ikke fattige.

Fejden begyndte med, at den gifte, mandlige arving til Duke-tobaksimperiet, Taylor Duke, fik et barn med den ugifte Chaney Mangum. I første omgang blev affæren holdt hemmelig, men da de to fik endnu et barn sammen og Chaney stadig var ugift, røg låget af den boblende gryde. Taylor ville ikke vide noget af de to børn, og Chaneys far, Arthur Mangum, anlagde sag for at skaffe underhold til sin datter og hendes børn, og han blev dømt til at betale 5 dollar om året, en anseelig sum for en mand, der havde ti børn inden for ægteskab.

Før den amerikanske borgerkrig (1861-1865) var Mangum-familien klart ovenpå, men de mistede næsten alt i krigen. Omvendt rejste Duke-familien sig under ledelse af Washington Duke, den ottende i Taylor Dukes officielle børnerække. Washington og hans tre sønner udvidede tobaksdyrkningen med fabrikker til forarbejdning af tobakken og tjente en større formue.

Fejden foregik på flere områder, og interessant nok også via deres velgørenhed over for de lokale universiteter. Mangum-familien reddede således UNC, et af USA’s tre ældste offentlige universiteter, i starten af 1800-tallet og har fået bl.a. en sovesal og en række akademiske priser opkaldt efter sig.

Duke-familien fik senere samme rolle over for det daværende Trinity College, et privat universitet grundlagt af metodister og kvækere, og da de i 1924 igen lagde en kæmpe sum penge til universitetet, førte det også til at det blev omdøbt til Duke University.

Man skal over 100 år tilbage for at se det seneste alvorlige udbrud af familiefejden, da Washington Duke fik forhindret, at det på det tidspunkt nye Durham County blev navngivet efter en Mangum. Men familierne holder sig stadig til de universiteter, som ligger med 15 kms afstand via ”Tobacco Road”, som hovedvejen stadig kaldes.

Familiefejden er selvfølgelig nok til en sæbeopera, men når man dertil lægger, at de to universiteter tilhører den absolutte elite, både akademisk og inden for basketball, hvor de tilsammen har 11 nationale mesterskaber, og at de har spillet imod hinanden hvert år siden 1920, så bliver det større end som så og lever sit eget liv. Det er på niveau med de største rivaliseringer i europæisk sport og måske endda lidt til. Og så skal man ikke glemme, at nogle af sportens største personligheder – med Michael Jordan i spidsen – har gået på de to universiteter.

I de senere år er det Duke Blue Devils, der har haft overtaget, primært takket være ”Coach K”, Mike Krzyzewski, som har ført Duke til fem mesterskaber siden 1991, senest i 2015. Holdet er også blandt favoritterne i år, men fik dog en alvorlig forskrækkelse, da Zion Williamsons sko eksploderede i sæsonens første kamp imod netop UNC. Williamson var ikke tilbage, da Tar Heels forleden sikrede sig førstepladsen i ACC-konferencens regulære sæson med en sejr over Blue Devils, men skulle forhåbentlig blive klar til ACC-mesterskabet og derefter The Big Dance.

UNC er dog det hold, der senest har vundet mesterskabet (2017), og også i år er de med indtil videre kun to nederlag blandt topkandidaterne til at gå hele vejen.

Og alle de andre…

Do I respect John Beilein? Tremendously. Do I respect Michigan? Tremendously. Do I like them? Not one bit. I don’t like anything about Michigan and they don’t like anything about us, and that’s the way it should be.

Tom Izzo, coach for Michigan State Spartans.
  • Man kan altid regne med at universiteter, der er opkaldt efter samme delstat, har en voldsom rivalisering (ligesom Kansas/Kansas State ovenfor). Det gælder f.eks. Michigan og Michigan State, der både er football- og basketball-rivaler på højt niveau. Langt de fleste spiller i samme konference og afgør ofte konferencemesterskaberne mellem sig. Det gælder også Iowa/Iowa State, Arizona/Arizona State, Florida/Florida State og ikke mindst Oklahoma/Oklahoma State, der også kaldes ”Bedlam series”, hvilket bedst kan oversættes som galehus-serien.
  • Philadelphias fem: Penn, LaSalle, St. Joseph’s, Temple og Villanova. De er fordelt på tre konferencer, men de indbyrdes kampe imellem Philadelphias universiteter er altid noget særligt, bl.a. fordi de fleste afvikles i college basketball ”katedralen”, The Palestra arenaen. Ikke mindst ”The Holy War” mellem St. Joseph’s og Villanova, og St. Joseph’s og Temple, der alle har katolske rødder, er intense. Og Villanova gik ifølge rygter så vidt, at de forhindrede Temple i en fuld overflytning til Big East-konferencen i halvandet år, da der for et par år siden var en større omrokering af mange konferencer.
  • To andre eksempler på rivaliseringer inden for samme by er Xavier/Cincinatti og VCU/Richmond, der også rummer offentligt universitet imod privat universitet-fejden.

Så hold øje med hvordan turneringen kommer til at se ud på søndag og se, om der er nogen af de større rivaliseringer på dagsordenen i år. Det giver altid et ekstra krydderi.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *