Årtiets diverse (del 1)

De tre mest dominerende skikkelser i NBA i 2010erne var kongen og hans to udfordrere.

Vi har lige taget afsked med 10erne og her på NBAinfo.dk ser vi tilbage på årtiet, der gik med uddelingen af en række priser.

Årtiets MVP: LeBron James

LeBron James er med afstand årtiets MVP. Tre mesterskaber, tre MVP-titler og tre Finals MVP-titler plus ti All Star-kampe, ni All NBA First Team-udtagelser, osv. Han har samtidigt skiftet klub tre gange i dette årti og gjort to forskellige klubber til mestre ved sit skifte (Lakers må vente lidt endnu for at se, om de får det forventede resultat). Han har om nogen gjort ligaen spillerdrevet og sat standarden for MVP-niveau spillere med korte kontrakter med player options, der lægger maksimalt pres på ejerne for at skaffe de nødvendige spillere for at være konkurrencedygtige.

Er karrieren i efteråret? Måske, men det ligner mere en ”Indian Summer” i denne sæson.

Årtiets spiller: LeBron James/Steph Curry

Er LeBron også spilleren, der definerer spillet i ligaen i dette årti? Måske ikke, men man skal huske på, at Miami havde ”The Flying Death Machine” velsmurt og flyvende i flere sæsoner før Steve Kerr slap Warriors ”Lineup of Death” løs. Begge disse kælenavne stammer i øvrigt fra bloggeren Matt Moore og bygger på næsten samme princip: En kværnende small ball defensiv erobrer bolden og sender kontraangrebet af sted med et outlet pass – i Miamis tilfælde ofte til et flyvende atletisk dunk, mens det karakteristiske ved Warriors er, at det ender med en transition treer – personificeret ved ”Splash Brothers”, Steph Curry og Klay Thomson.

Så hvis første halvdel af årtiet tilhørte LeBron og anden halvdel Steph er det meget passende at dele ”prisen”.

Årtiets kronprins: Kevin Durant

“You the real MVP” var Kevin Durants hilsen til sin mor under takketalen for MVP-titlen i 2014. Udtrykket blev hurtigt et meme i sig selv.
(AP Photo/Sue Ogrocki)

Kevin Durant har opnået en MVP-titel og to Finals MVP i dette årti, men han har aldrig rigtigt kunne gøre krav på titlen som verdens bedste spiller. I første halvdel af årtiet var det LeBron, som havde overtaget, og uheldigt nok for Durant fik han sin første alvorlige skade i 2014 på et tidspunkt, hvor han var tættere på end nogensinde før. Han har næsten holdt det samme niveau siden, men det er bare ikke helt nok til at blive kongen af basketball.

Der er andre kandidater i form af Steph Curry, James Harden og Giannis Antetokounmpo. Men Curry blev på et tidspunkt faktisk regnet for klodens bedste basketballspiller (da han vandt sin enstemmige MVP), mens ingen af de to andre har haft samme som eneudfordrer, som Durant havde over for LeBron i første halvdel af årtiet.

Årtiets coach: Gregg Popovich

Selv om både Eric Spoelstra og Steve Kerr fortjener ros for deres bidrag til spillets udvikling i årtiet, så var der trods alt en del held forbundet: Spoelstra fik LeBron, da denne satte alt ind for at vinde mesterskaber og Kerr overtog et helt hold, som næsten var klar til erobre verden.

Man kan sige, at Gregg Popovich havde det samme held i starten af sin karriere med Tim Duncan mfl. Men San Antonios fortsatte succes i 2010erne bygger i høj grad på Pops evne til at optimere holdet ud fra de kort, han har på hånden.

Årtiets ligahold: Warriors 2015-2016

Det er selvfølgelig lidt absurd at kåre et hold, der tabte finaleserien efter at have været foran 3-1. Men flest sejre i grundspillet nogensinde, den første enstemmige MVP (Steph Curry, naturligvis) og en aura af usårlighed, som først blev skrammet noget i conference finalen imod Oklahoma, for så endelig at blive punkteret over de tre sidste kampe i finaleserien imod Cleveland Cavaliers (se mere om den under årtiets finaleserie).

Årtiets mest overraskende stjerne: Giannis Antetokounmpo/Nikola Jokic

Det blev hurtigt nok klart, at The Greek Freak var en stjerne i svøb, da han først kom til ligaen. Men et halvt år før draften var han højest et rygte, der blev spredt i fortrolige mails fra enkelte scouts. Det var først i foråret 2013, at Jonatan Givony fra Draftexpress.com præsenterede ham som et 1. runde talent, der spillede i den semiprofessionelle næstbedste række i Grækenland og fik folk til at måbe med sit atletiske talent. At det også viste sig, at han er ydmyg og ambitiøs nok til at arbejde benhårdt for at udvikle sig, var kun noget, man kunne håbe på. Der må være en del GM’er, der tænker tilbage til den draft med tanken ”han kunne have været min”.

Stjerne eller superstjerne? Nikola Jokic er måske stadig på vej op i status.

Nikola Jokic rammer godt nok ikke helt samme superstjerneniveau som Giannis Antetokounmpo, men overraskelsen er i hvert fald ikke mindre over, at den lettere overvægtige serbiske center, der blev valgt som 41, måske er den bedste spiller fra 2014-draften (eneste alvorlige konkurrent er Joel Embiid, som helt sikkert har et højere max-niveau, men desværre alt for sjældent viser det stabilt).

Årtiets mest passende afsked med ligaen: Kobe Bryant

Det var ikke overraskende, at Kobe valgte at spille historiens indtil da dyreste kontrakt ud og så lægge basketstøvlerne på hylden. De sidste par sæsoner efter hans akillesseneskade var ikke sjove for nogen, men afskedssæsonen blev alligevel noget særligt. Han tog simpelt hen på turne som en anden rockstjerne og blev hyldet af modstanderfans og stedlige Kobe/Lakers-fans. Det hele kulminerede på hjemmebane i sæsonens sidste kamp, hvor han scorede 60 points på 50 skudforsøg, og sluttede med den nu ikoniske ”Mamba out!” tale til publikum.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *