One Shining Moment – de største helte

Vi er nået frem til finalen i March Madness. Turneringens største helte og/eller skurke har en sidste chance for at sætte deres aftryk og hive nettet ned til tonerne af ”One Shining Moment”.

UNC oplevede “one shining moment” i 2017, da de vandt NCAA-mesterskabet.
Foto: Youtube-klip

”One Shining Moment” er ikke en tilfældig sang, der er valgt som tema, når mestrene klipper nettet ned som afslutningen på NCAA-mesterskabet. Sangen er skrevet til lige præcis den anledning og handler om det, der for langt de fleste spillere, der oplever det, er højdepunktet i deres basketballkarriere, måske endda mere end det. Det er trods alt kun et meget begrænset antal spillere, der ikke bare kommer i NBA, men også oplever en større succes end et college-mesterskab.

Hvis man spørger Michael Jordan, hvilket mesterskab, der betyder mest for ham, er NCAA-mesterskabet i 1982 måske ikke nummer et, men det har uden tvivl en helt særlig plads i hans hjerte. Han satte game winneren for North Carolina i finalen, og ifølge ham selv, var det der, Michael Jordan blev født:

“That was the birth of Michael Jordan. Before that I was Mike. All of a sudden I make that shot and I’m Michael.”

Michael Jordan til Craig Sager under March Madness 2016
Michael Jordan klipper nettet efter NCAA-mesterskaet i 1982.

En væsentlig grund til, at UNC betyder så meget for Jordan er, at hans familie har rødder i staten tilbage til slaveriets tid. Hans tipoldefar på fædrene side blev født i North Carolina i 1862, og hans oldefar, der var familiens overhoved indtil han døde, da Michael var 14 år gammel, boede i staten i hele sit liv. Michael er den første i rækken, der er født uden for staten, idet hans forældre boede i Brooklyn i 18 måneder, mens faren blev uddannet til flymekaniker.

En lille sidehistorie: “Crying Jordan“-memet startede, da Tar Heels blev slået ud i 2016-turneringen, hvor man satte hans grædende ansigt fra Hall of Fame-optagelsesceremonien på billedet af ham som UNC-fan. Han undskyldte i øvrigt efterfølgende for at have jinxet holdet ved at være til stede (hvilket ikke har nogen sammenhæng med memet). Det var derfor han ikke var i hallen, da UNC vandt deres seneste mesterskab i 2017.

Michael Jordan fortsatte med at spille for UNC frem til 1984, men ikke med samme succes. Det ville næsten være utænkeligt i dag, at han tog de sidste to sæsoner med.

En anden type helte

Nutidens helte er generelt lidt anderledes, da de fleste toptalenter forsvinder til NBA efter blot et år i college (”one-and-done”). Så de, der bliver hængende i længere tid, har typisk noget, der mangler i forhold til en NBA-karriere.

Det kan være en guard, der bliver dømt for lille til NBA, men som i college-rækkerne kan skabe ravage med sit handle og sit blik for medspillerne. Det sidste er ofte nøglen til succes på højeste college-niveau.

Det kan også være skytten, der måske ikke rammer med de højeste procenter, men som aldrig er bange for øjeblikket.

Eller det kan være back up centeren, som pga. skader pludselig træder ind og river rebounds ned som besat.

En af den nyere tids helte er Frank Kaminsky, som startede sin collegekarriere med to år som bænkspiller, før han blev Wisconsin Badgers vigtigste spiller og førte dem til Final Four i 2013 og finalen i 2014. Nu hænger hans trøjenummer under lægterne på Wisconsins hjemmebane, Kohl Center i Madison.

I (still) hate Christian Laettner

Nogle af heltene vil andre naturligvis se som skurke. Tilbage i historien finder vi f.eks. Dukes Christian Laettner, der som den eneste college-spiller blev udtaget til det originale Dream Team i 1992. Selv om han var en NBA starter i 11 sæsoner, så det hans to mesterskaber med Duke og en liste med hædersbevisninger fra college-tiden, som dårligt kan stå på en enkelt side, der må betegnes som enestående. Og så var der lige turen til Barcelona, som har sikret ham en plads i tre forskellige Hall of Fames som medlem af Dream Team: Naismith (den universelle for al basketball), FIBA og US Olympics. Han var desuden selvskrevet i College Basketball Hall of Fame.

Men som sagt var der mange, der så Laettner som skurk. Der er faktisk lavet en ”30 on 30” dokumentar, som kort og godt hedder ”I hate Christan Laettner”. Især en episode er husket af mange, ”The Stomp”, men for Duke fans er det ”The Shot” fra senere i samme kamp, der står tilbage.

En historie, der minder lidt om Laettners, er Tyler Hansbrough fra North Carolina, som var instrumental i deres 2009 mesterskab. Hansbrough fik kælenavnet ”Psycho-T”, som han i øvrigt langt fra er begejstret for, for at lægge det hele ude på banen, kæmpe om hver eneste bold og tage alle konfrontationer. Tar Heels fans elskede ham for det, modstanderfans not so much…

Hvis man kigger realistisk på det, var der faktisk mange ting, der talte imod, at han skulle få en god NBA-karriere, især i en æra, der ikke sætter helt så meget pris på vildskab, som man gjorde dengang Dennis Rodman gjorde banerne usikre. Men som et sent lottery pick (#13) for Indiana Pacers, opnåede Hansbrough dog syv sæsoner i NBA, før han rykkede først til G-League og fra forrige sæson til Kina.

Joakim Noah hører måske ikke helt hjemme, når vi taler helte/skurke. Han var en vigtig spiller for Florida Gators, da de hjemtog to mesterskaber i 2006 og 2007, men han havde særdeles kompetent ”hjælp” i form af Al Horford og Corey Brewer, så helterollen gik på omgang. Hans farverige personlighed var med til at gøre ham både elsket og hadet, f.eks. da han fejrede SEC-mesterskabet i 2007 med at danse under selve sejrsinterviewet:

The Fab Five delte vandene

Et særligt kapitel i denne sammenhæng udgøres af ”The Fab Five” fra Michigan: Chris Webber, Jalen Rose, Juwan Howard, Jimmy King og Ray Jackson.

De var flamboyante, stilskabende, flabede, elskede, hadede, super talentfulde og succesrige. De bærer hovedansvaret for, at basketballspillere i 1990erne gik væk fra de stramme korte bukser og fik de posede, lange udgaver, som immervæk er mere komfortable. Godt nok var de langt fra de eneste som lavede det skifte, men de blev ikonerne for det. De spillede i sorte sokker og sko, spillede hip hop musik (højt) og talte trash til modstanderne. De fremstod nærmest som en modkultur til det forholdsvist renskurede college-miljø, og de blev – som det hører sig til – modtaget som alt, der var forkert ved college-basketball.

Samtidigt spillede de – sammenlignet med andre college-hold – en særdeles loose og atletisk form for basketball, der minder om street ball, og som de tydeligvis nød at spille. De fem er blevet kaldt den mest talentfulde årgang freshmen fra et enkelt college nogensinde, og fire af dem kom da også i NBA med Chris Webber og Jalen Rose som de mest succesfulde.

Trods to finaledeltagelser fik de ikke noget mesterskab, og man kunne sige, at det var det. Men her mere end 25 år efter taler vi stadig om The Fab Five, mens de fleste af starterne på de vindende hold er gået i glemmebogen.

Desværre er det også blevet en del af deres historie, at Michigan i 2002 rev alle bannere, som holdet havde vundet, ned, fordi det under en retssag kom frem, at Chris Webber havde modtaget mange penge fra en lokal booster.

*) Boosters er lokale støtter for college sportshold. Som bekendt må college atleterne ikke modtage en klink ud over deres scholarship for at udøve deres sport som repræsentanter for deres universitet. Ideen med boosters er, at de kan gøre livet sødere for atleterne, men uden at overskride grænserne til, hvad der er betaling.

Der er næppe hold i årets turnering, der gør sig fortjent til en dokumentar om 20-30 år, men mindre kan også gøre det.

Dette billede har en tom ALT-egenskab (billedbeskrivelse). Filnavnet er 250-px-NBAinfo-MM.png

En tanke om “One Shining Moment – de største helte

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *